En 90-årig kvinde, der brugte rollator, blev i forbindelse med et tyveri på et apotek væltet omkuld og brækkede sin hofte. Erstatningsnævnet afslog at give erstatning idet nævnet ikke mente det med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages at skaden var sket ved en overtrædelse af straffeloven. Nævnet henviste efterfølgende til at det fremgik af en videooptagelse – som nævnet kun havde politiets beskrivelse af – og af en vidneforklaring at kvinden var blevet skubbet omkuld ved et hændeligt uheld.
Ombudsmanden mente at nævnet nærmere burde have vurderet om hændelsen på apoteket kunne henføres under straffelovens § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse.
Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke inden sin afgørelse havde søgt at få hændelsesforløbet belyst på en bedre måde end det skete. Nævnet havde i stedet fulgt en praksis hvorefter lydbånd, videobånd, besigtigelser eller mundtlige forklaringer ikke blev brugt i forbindelse med nævnets sagsbehandling. Nævnet havde ikke været afskåret fra selv at gennemse videobåndet eller indhente en erklæring fra den skadelidte eller vidnet.
Ombudsmanden tilsluttede sig nævnets beklagelse af at der ikke var foretaget partshøring inden afgørelsen blev truffet. Endelig kritiserede ombudsmanden at nævnet ikke efter anmodning herom havde vejledt den skadelidte om at hun kunne klage over nævnets afgørelse til ombudsmanden, og ikke tidligere end sket havde vejledt om at nævnets afgørelse kunne indbringes for domstolene.
Nævnet tog ombudsmandens foreløbige redegørelse til efterretning og mente at hændelsen var omfattet af offererstatningsloven. Den skadelidte blev tilkendt en erstatning på 30.000 kr.
Ombudsmanden henstillede i sin endelige redegørelse til nævnet at det fremover anvender de relevante midler til at oplyse sagerne tilstrækkeligt som lovgivningen og almindelige forvaltningretlige regler giver mulighed for.
(J.nr. 2004-0081-660)