En tjenestemandsansat vicekriminalkommissær blev gjort opmærksom på at ledelsen var utilfreds med den måde han ledede sin gruppe på, og der blev opstillet nogle skriftlige krav til ham. Han fik også at vide at hans forhold ville blive vurderet senere, og at han – hvis der ikke skete mærkbare ændringer – ville blive flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar. Da vicekriminalkommissæren ikke efterlevede de opstillede krav, blev han flyttet til en stilling som sagsbehandler uden lederansvar.
Efter ombudsmandens opfattelse havde ledelsens indskærpelse over for vicekriminalkommissæren karakter af en "diskretionær advarsel" – en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Ombudsmanden mente endvidere at meget talte for at stillingsændringen var en forflyttelse i tjenestemandslovens forstand.
Endelig pegede ombudsmanden på mangler i forbindelse med spørgsmålet om partshøring, dels i relation til forvaltningslovens § 19, stk. 1, dels i relation til den ulovbestemte pligt til udvidet partshøring. (J.nr. 2000-2660-812).